Pårørende til en fobiker
Har dit barn eller en anden pårørende fobi?
Det er belastende at have en fobi, men også for de pårørende kan det være svært. Ofte vil pårørende eller nære venner til en fobiker strække sig rigtig langt for at hjælpe den pågældende, men hvordan yder man den bedste hjælp?
Først og fremmest skal du som pårørende finde ud af, om det drejer sig om en fobi eller blot almindeligt ubehag, og det gør du lettest ved at tale med vedkommende. Angst kommer typisk til udtryk som fysiske reaktioner, tanker, følelser og adfærd. De fysiske reaktioner er de nemmeste for fobikeren at beskrive og vil typisk vise sig som bla gråd, hjertebanken, svedige håndflader og muskelspændinger.
Bliv blandt de første der får vores kommende E-bog om ”Hvordan man hjælper en fobiker
Når du tilmelder dig bogen, accepterer du samtidig at modtage vores nyhedsbrev med viden, tips, tricks og tilbud om, hvordan du bliver din fobi kvit. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet i bunden af en af de tilsendte mails.
Har din pårørende fobi?
Hvis der er tale om en reel fobi, kan man som pårørende gøre mange ting, der kan hjælpe fobikeren, og mange gør det, der her og nu virker rigtigt, nemlig beskytter vedkommende mod det, der trigger fobien. Desværre forstærker det undvigeadfærden, der er med til styrke fobien. Hvis det er angsten for eksempelvis edderkopper, vil den pårørende fjerne edderkoppen på badeværelset, og hvis det er angst for fugle kan byturen planlægges uden om Rådhuspladsen for blot at nævne to almindelige dyrefobier. Det hjælper fobikeren her og nu, men på længere sigt forstærker det imidlertid fobien. Fobikeren bliver nemlig bekræftet i, at der virkelig er noget at være bange for.
En anden misforstået hjælp er at give fobikeren ret i, at det pågældende dyr er skræmmende, og måske ligefrem bidrage ved at vise væmmelse og afsky. LAD VÆRE MED DET! Bevar roen og vis i både adfærd og tale, at du har styr på det. Samtidig kan du understrege, at du anerkender, at vedkommende er bange, men at det er en personlig angst, da der ikke er en reel fare.
Herunder finder du 8 gode råd til pårørende til en fobiker.
Det bedste, du som pårørende kan gøre her og nu, er at støtte fobikeren i at søge behandling. Læs her hvordan en fobibehandling forløber (link) I forbindelse med behandlingen bliver der også fokuseret på de pårørendes rolle.
Rollen som pårørende til en fobiker er usandsynlig vigtig, idet den varige effekt af en fobibehandling afhænger af både klient og pårørendes evne til at fastholde fobikerens udvikling. Den pårørende skal ikke fjerne forhindringerne men hjælpe fobikeren til at møde angsten ved eksempelvis at bekæmpe undvigeadfærden.
8 gode råd:
- Opsøg viden – for en ikke-fobiker kan det være svært at forstå, hvordan en fobiker har det. Jo mere du kender til fobikerens reaktion, jo bedre kan du hjælpe
- Spørg fobikeren, hvordan du kan hjælpe; det er forskelligt fra person til person, men måske kan du ledsage vedkommende til fobibehandlingen, måske skal du blot lægge øre til og lytte
- Når I befinder jer i en for fobikeren udfordrende situation, skal du holde hovedet koldt; du har styr på situationen!
- Anerkend fobikerens angst: ”jeg ved, du er bange, men det er en personlig angst, jeg ikke deler”
- Vær til at stole på; selvom du ikke skal støtte undvigeadfærden, skal du heller ikke gøre det modsatte. Hvis du eksempelvis siger til en fuglefobiker, at I ikke skal over Rådhuspladsen, hvor det vrimler med duer, skal du holde det
- Vær med til at fejre de små sejre og undgå at bagatellisere fobikerens fremskridt hvor små de end måtte være
- Vær tå Det er svært ikke at blive utålmodig og komme med udtalelser som ”kom nu bare, det er jo ikke farligt”, men det hjælper ikke fobikeren
- Lav en klar aftale om hvad du må blande dig i. Eks: må du kommentere en evt undvigeadfærd
Særligt for pårørende til et barn med fobier
I løbet af de sidste 10 år er antallet af børn med angst 3-doblet. (link https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/nyheder/2018/psykiske-lidelser-boern_unge_06012018
Hvis det drejer sig om en fobi, skal barnet have hjælp til at håndtere fobien, da det ellers kan få alvorlige konsekvenser. Men ligesom for voksne gælder det om at finde ud af finde ud af, om barnet har en reel fobi. Det er helt normalt, at børn smitter hinanden med deres holdninger til bla dyr. Hvis et barn på tur med børnehaven skriger ved mødet med en tudse, er der stor sandsynlighed for at de andre børn smittes af stemningen. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er ensbetydende med, at alle børnene har en tudsefobi.
Lad ikke dit barn arve din fobi
Det er videnskabeligt bevist, at børn arver de voksne rollemodellers fobier. Hvis far er panisk angst for eksempelvis hunde, kan barnet hurtigt fornemme det, og vokser op med bevidstheden om at hunde er farlige. Derfor hviler der også et kæmpe ansvar på fobikere med børn, i forhold til enten at bekæmpe fobien eller at undertrykke samme når børnene er tilstede.
Hos fobibehandling.dk har vi god erfaring med at hjælpe børn med fobier, og du er velkommen til at kontakte os for yderligere information. Du kan også læse mere om børn og fobier i e-bogen.
